You are here

Xi Jinping: Min vej ind i politik: Interview fra sommeren 2000

Hidtil overset interview med Kinas kommende leder, Xi Jinping,
for første gang oversat til et vestligt sprog.
 
På Kinas kommunistiske partis 18. partikongres, der indledes den 8. november 2012, forventes Kinas nuværende vicepræsident Xi Jinping at afløse Hu Jintao som partiets nye generalsekretær. På Kinas Nationale Folkekongres’ møde i marts 2013 vil Xi Jinping også overtage Hu Jintaos post som Kinas præsident. Xi Jinping forventes at fortsætte som Kinas leder de kommende ti år.
 
I august 2000 gav Xi Jinping sit eneste interview nogensinde til et kinesisk tidsskrift. NIAS, Nordisk Insitut for Asien Studier bringer nedenfor interviewet, oversat direkte fra kinesisk til dansk. Det er den første oversættelse af interviewet nogensinde til et vestligt sprog, og det blev bragt, stort opsat, i det danske dagblad Politiken, søndag d. 28/10 2012..
 
I interviewet fortæller Xi om sin baggrund, opvækst og opfattelse af god embedsførelse. I personlige og til tider medrivende vendinger fortæller Xi Jinping, hvordan han som femtenårig under Kulturrevolutionen oplevede at blive sendt på landet i syv år – tusind kilometer fra Beijing – for at lære af bønderne, mens hans far samtidig var under voldsom politisk kritik. Xi Jinping fortæller også om sit syn på ledelse, korruption og om, hvorledes organisationer bedst forfremmer embedsmænd. Mange af Xi Jinpings observationer er almengyldige og også meningsfulde i Vesten.
 
Interviewet er oversat fra kinesisk til dansk af sinologerne Carsten Boyer Thøgersen og Susanne Posborg. Carsten Boyer Thøgersen er tilknyttet NIAS og tidligere kontorchef i Udenrigsministeriets Kina Task Force og har arbejdet over 20 år i Kina, senest som dansk generalkonsul i Shanghai. Susanne Posborg er tilknyttet Aarhus Universitet og den mest anvendte oversætter af kinesisk litteratur til dansk.
 
Nyhedsmedier er velkomne til at citere fra interviewet, såfremt NIAS nævnes som kilde.
 
Geir Helgesen,
Direktør
Nordisk Institut for Asien Studier,
Københavns Universitet
 
 
 
 
Om Xi Jinpings interview sommeren 2000.
Af Carsten Boyer Thøgersen og Susanne Posborg
 
Fra officiel kinesisk side og i de officielle kinesiske medier promoveres interviewet ikke i dag, har aldrig været det og blev det heller ikke i 2000. Interviewet indgår således ikke i nogen officiel omtale af Kinas kommende leder. Men interviewet er tilgængeligt på mange kinesiske hjemmesider både i sin fulde længde og i uddrag og blev senest i februar 2012 udgivet i Kina af et kommercielt tidsskrift, ejet af en børsnoteret kinesisk mediekoncern. Det pågældende nummer af tidsskriftet blev i maj 2012 købt af den ene af de to oversættere af interviewet i kiosken på en rasteplads på motorvejen mellem Shanghai og Hangzhou. 
 
Den kinesiske ledelse, herunder Xi Jinping selv, har i dag næppe problemer med interviewet. En del af interviewet ville partiet – og ikke mindst Xi selv – dog givetvis formulere anderledes i dag. Men interviewet har allerede gennem tolv år været kendt i en stadig bredere kinesisk offentlighed. Hvad kan man gøre? Man gør ingenting og undlader officielt at kommentere interviewet.
 
Da Xi Jinping i 2000 gav interviewet til et kinesisk tidsskrift var han 47 år og guvernør i Fujianprovinsen, var relativt ukendt og ikke en gang fuldt medlem af kommunistpartiets centralkomité på godt 200 medlemmer. Det er ikke ofte, men heller ikke usædvanligt, at kinesiske provinsguvernører giver personlige interviews til tidsskrifter. Set i bakspejlet gav Xi Jinping interviewet på et tidspunkt, hvor man i partiledelsen – med dens kendte langstidsplanlægning – vurderede yngre partimedlemmer, der skulle promoveres ved partikongressen i 2002, for senere på næste partikongres i 2007 at pege på Hu Jintao’s mulige efterfølger i 2012. Xi Jinping blev netop i 2007 indirekte udpeget til Hu Jintaos efterfølger i 2012.
 
Xi Jinpings formål med interviewet i 2000 var næppe at gøre opmærksom på sig selv. Partiledelsen kender selv feltet af mulige kandidater til partiets topposter. Og huskesedler er ikke velkomne. Formålet har formentlig været at sikre, at hans egen usædvanlige historie blev fortalt på den rigtige måde og at han fik understreget tre vigtige ting. 1) under Kulturrevolutionen klarede han som helt ung et syv års vanskeligt ophold på landet og blev ved egen indsats medlem af partiet og optaget på et universitet, dvs. uden hjælp fra politiske forbindelser og på trods af, at hans højtplacerede far på det tidspunkt var under voldsom politisk kritik. 2) han fravalgte i 1982 en lovende og behagelig karriere i Beijing og startede i stedet fra bunden af det kinesiske hierarki som funktionær i et lille distrikt ude i en af provinserne. 3) at fremstå som en jordnær praktisk politiker med tæt kontakt til befolkningen.
 
Det usædvanlige ved interviewet er at høre hvad Kinas kommende leder sagde i 2000 i en særdeles åben samtale. Der var intet politisk usædvanligt i det, Xi sagde i 2000, heller ikke læst i 2012. Men vi hører hans stemme omkring personlige oplevelser i en sprogtone, som han næppe ville bruge i dag, hvor han er kommet højere op i det politiske system. Vi hører hans personlige meninger og holdninger til god embedsførelse, forfremmelser og korruption. Det giver os et autentisk og ufiltreret billede af den person, der snart bliver Kinas leder.
 
 

Kommentarer (på engelsk)
Svar fra oversættere (på engelsk)

 

 

Xi Jinping: Min vej ind i politik

Interview fra sommeren 2000 i det kinesiske tidsskrift Zhonghua Ernü.

Xi Jinping var da 47 år og guvernør i Fujian provinsen.

Yang Xiaohuai var Zhonghua Ernü’s redaktør
 

Copyright © 2000 中华儿女,北京市朝阳区东三环南路98号韩建丹阳大厦15层,邮编:100021

 

Xi Jinping: Velkommen hertil[1]. Jeg har tidligere sagt nej tak til personlige interviews utallige gange. Jeg synes, det er forkert at sætte fokus på den enkelte. Vi har alle forskellige opgaver. Hvis du ikke omtaler alle, så fremhæver du kun dig selv. Man kan også sige det på en anden måde: Når vi alle gør vores pligt inden for hvert vores ansvarsområde, så er det fællesskabet, der skaber resultaterne. Derfor giver det ingen mening at omtale den enkelte. Det er grunden til, at jeg har afslået at give personlige interviews. Der er også folk, der skriver selvbiografier. Det gør jeg heller ikke.

Yang Xiaohuai: Jeg tænkte nok, det forholdt sig sådan. Den slags omtale kan let føre til misforståelser.

Xi: Navnlig hvis man ser på de populære medier. Man skriver om en persons baggrund. Hvem er hans forældre? Hvem er hun gift med? Hun er sådan og sådan en person. Hvad skal man bruge det til? Den slags oplysninger er ikke nyheder. Det er noget, alle ved i forvejen. Man koger lidt suppe på det. Det er ligegyldigt.

Yang: Det er klart, at den slags omtale er ligegyldig og overflødig. Men som højt placeret embedsmand[2] er De i fokus i den offentlige meningsdannelse. Pressen og medierne kan hjælpe folk til bedre at forstå Deres arbejde. Den slags presseomtale, synes jeg, er meget vigtig.

Xi:  Selvfølgelig kan man skrive om ledende embedsmænd. I et vist omfang. Men man skal bevare fornemmelsen for proportionerne. Der er en tendens til at skrive, at en ledende embedsmand er så og så perfekt og er så og så fremragende, men i virkelighedens verden er ingen perfekt og fuldkommen. Tag en person og beskriv ham som fremragende. Der er ingen, der vil tro på det. Det enkelte menneskes gennemslagskraft er begrænset. Uden fællesskabet og uden samarbejde, opnår du ingenting. Derfor mener jeg, at det er bedre at fokusere på fællesskabet og samarbejdet.

Yang: For nylig overtog De posten som guvernør for Fujian provinsen. Hvilke nye politiske initiativer overvejede De, og hvilke dele af den igangværende politik ønskede De at fortsætte?

Xi: Da jeg blev guvernør i august sidste år, fremhævede medlemmerne af provinsregeringen to punkter: for det første at jeg skulle fortsætte med at arbejde på det grundlag, som den tidligere guvernør havde udstukket. Det var min opgave at sørge for, at de planer, man havde besluttet sig for ved årets begyndelse, blev gennemført. Derudover kunne jeg komme med mine egne planer. Når man lige har overtaget et nyt arbejde, vil man også gerne i løbet af det første år sætte sin egen dagsorden. Men det skal foregå på ens forgængers grundlag. Det er ligesom et stafetløb. Man skal sørge for at modtage stafetten på en ordentlig måde og derefter selv løbe den i mål.

Det andet punkt: En provinsguvernør har selvfølgelig en vigtig position. Men han er kun én person. En provinsregering består af en guvernør, flere viceguvernører og mange medarbejdere i forskellige afdelinger. Hvis der skal opnås resultater, skal vi alle trække i samme retning. Derudover er det vigtigt, at man sikrer sig samarbejde og opbakning fra hele provinsen.

Yang: Da De blev sendt til Ningde amt[3] som leder, har jeg hørt, at De ikke fór frem med brask og bram, som mange andre ledere gør, når de kommer til et nyt sted. De kom ikke straks fejende med ”nye koste” for at skabe plads til Deres egne mærkesager. De brugte ikke store ord, men gik langsomt og tålmodigt frem.

Xi: Da jeg blev sendt til Ningde, havde jeg været viceborgmester i Xiamen[4] i tre år. I en kort periode var jeg også fungerende leder af byen. Jeg havde arbejdet med at udvikle Xiamens økonomiske reformpolitik og opbygge byens store industrizone. Provinsledelsen var tilfreds med min indsats og mine erfaringer med at sætte ting i gang, så de besluttede at udpege mig til leder af Ningde amt. Jia Qinglin[5] var på det tidspunkt vice sekretær for Fujian provinsens partikomité. Han indkaldte mig til et møde og sagde: ”Vi vil gerne have, at du tager til Ningde amt for at sætte skub i udviklingen og ændre amtets profil. Niveauet er lavt og udviklingen har været alt for langsom. Vi har holdt mange møder, men Ningde er stadig provinsens fattigste amt. Der er ingen gejst, kun tomme ord. Du må gøre noget ekstraordinært, så situationen i amtet bliver ændret.” Både provinsens partileder Chen Guangyi[6] og guvernør Wang Zhaoguo[7] støttede mig med mange råd.

Det første jeg gjorde i Ningde var at sætte mig grundigt ind i forholdene. Jeg blev fuld af beundring for befolkningen. De havde gennem mange år arbejdet hårdt og møjsommeligt og havde gjort en stor indsats. De havde i Ningde bygget provinsens første mellemstore vandkraftværk. Herfra blev strøm ført videre til hele provinsen og til bycentrene. Man kunne se, at folk i Ningde med stor flid havde givet deres bidrag til provinsens økonomiske udvikling. Det var ikke, fordi folk ikke arbejdede, men amtets naturlige betingelser havde sine begrænsninger. Selvfølgelig var der også ting, der kunne gøres bedre. Meget kørte i den gamle skure, og der manglede nytænkning.

Men lige da jeg var kommet til Ningde, steg inflationen, økonomien blev overophedet og centralregeringen iværksatte en stram økonomisk politik. Den økonomiske situation tillod ingen ekstraordinære tiltag. Alle ønskede en forandring og håbede på, at jeg kunne bidrage til den. Men jeg havde ingen smart teoretisk løsning og kom ikke med et mirakel. Derfor kunne jeg kun sige, at den økonomiske krise var en anledning og en motivation til, at vi alle løftede i flok. Min største bekymring var, at vi kastede os ud i usikre projekter. Det var tidspunktet ikke til. Det ville have været let at holde en opildnende og entusiastisk tale, vække begejstring og udnytte alles motivation til at give den en skalle. Men det kunne nemt have resulteret i en stor skuffelse. Så det gjorde jeg ikke.

Min fremgangsmåde var at tænde en lille ild for at varme vandet, holde ilden ved lige og indimellem hælde mere koldt vand på, så kedlen ikke kogte over. Folk sagde til mig, at de ønskede at sætte tre store projekter i gang: Anlæggelsen af en havn ved Sandu’ao[8], etablering af en jernbanelinje til Ningde og at lægge mere vægt på udviklingen af byerne i amtet. Jeg svarede, at den slags projekter skulle udvikles langsomt, fordi vores økonomiske grundlag stadig var svagt, og at vi ikke skulle stile for højt. Først måtte vi analysere de faktiske forhold og få skabt et robust økonomisk grundlag. Selv om det tager lang tid, kan selv ’en dråbe udhule en sten’.

Det sidste jeg har hørt er, at mine planer for amtets udvikling ikke ramte helt ved siden af. Efter tolv års grundig forberedelse har Statsrådet nu godkendt at prioritere byernes udvikling. En jernbanelinje er projekteret, mens anlæggelsen af en havn stadig undersøges. Praksis har vist, at med Ningdes forudsætninger sker der ikke noget mirakel fra den ene dag til den anden.

Der var mange udfordringer, og det var et sejt træk. Men ligesom i væddeløbet mellem skildpadden og haren, kan man i sidste ende godt nå i mål og vinde. Det krævede lang tid at gennemføre planerne og selv regnede jeg ikke med at forlade Ningde lige med det samme.

Jeg satte mig fire vigtige mål: At opmuntre til at tænke i nye baner, at opbygge en solid gruppe af ledere, at igangsætte initiativer til at afhjælpe fattigdommen og at udnytte Ningdes særlige økonomiske muligheder som et bjergrigt område ved kysten.

Jeg forlod Ningde efter to år, fordi provinsledelsen ønskede mig tilbage her til Fuzhou. Selvom min tid i Ningde blev kort, fik jeg nogle vigtige erfaringer og jeg kom til at holde meget af stedet. Nu mange år senere, er Ningde stadig ét af de steder, jeg er meget knyttet til.

Yang: I disse år taler flere om, at mange embedsmænd kommer med ”nye koste” til et nyt job, sætter et par nye projekter i gang for så at rejse igen efter kort tid. De har selv fortalt om, hvor vigtigt det er at have tålmodighed. Jeg har selv besøgt en del steder, men har kun mødt ganske få embedsmænd, der tænker som Dem. Mange mener, at embedsmænd først og fremmest går efter en succes for at blive forfremmet og at skabe resultater for at gavne deres egen karriere. Har De nogen bemærkninger til det?

Xi: Forfremmelse er kun noget ydre. Hvis en forfremmelse er velbegrundet, så er den kun ét blandt flere tegn på, at den enkelte embedsmand har nået resultater i sit arbejde. En forfremmelse kan ses som udtryk for anerkendelse fra ledelse og kolleger. Men man skal huske på, at forfremmelse i sig selv ikke er den fulde og sande vurdering af en embedsmand som person. Forfremmelse alene fortæller ikke hele historien om en embedsmand. Vores evalueringssystem er stadig ikke perfekt og gør det meget vanskeligt at vurdere embedsmænd. Der indgår både objektive og subjektive faktorer og det betyder i sidste ende, at vurderingerne er ufuldstændige.

Når jeg har forladt en post, har jeg altid tænkt tilbage på mine medarbejdere, har sammenfattet mine indtryk og fundet, at jeg også nogle gange har fejlplaceret mine medarbejdere. Nogle blev fejlplaceret, fordi jeg mente, de var bedre, end de i virkeligheden var, andre fordi jeg mente, de var dårligere, end de faktisk var. Det var fordi, jeg ikke sammenholdt deres arbejdsindsats og umiddelbare fremskridt med deres personlige engagement. Man kan derfor let komme til at forfremme de forkerte medarbejdere, hvis man ikke ser deres arbejdsindsats i et længere perspektiv. Som organisation og som ledelse har vi ikke et endegyldigt sæt af kriterier, når vi skal vurdere en medarbejders gode og dårlige sider og vurdere, om vedkommende skal forfremmes.

Yang: Jeg kender selvfølgelig ikke hele Deres baggrund, men De har haft en karriere som embedsmand i over tyve år. Er det ikke sådan at De – i modsætning til nogle embedsmænd, der har forfremmelse som deres højeste mål – selv har et grundlæggende ønske om at gøre noget til gavn for samfundet?

Xi: Det er rigtigt. Det er et meget relevant spørgsmål. Det handler om et afgørende valg her i livet, som jeg selv – allerede inden jeg gik ind i politik – tænkte meget over. Først og fremmest over spørgsmål som: Hvilken vej vil du gå? Hvad vil du med dit liv? Hvilke mål vil du opnå? For mit eget vedkommende satte jeg mig flere mål. Ét af dem var at udrette noget væsentligt for samfundet. Når det er målet i ens liv, skal man samtidig være sig bevidst om, at man ikke både kan blæse og have mel i munden. Hvis man går ind i politik, må det ikke være for pengenes skyld. Sun Yatsen[9] sagde det samme, nemlig at man skal beslutte sig for at udrette noget og ikke gå efter en høj position som embedsmand. Hvis du ønsker at tjene penge, er der mange lovlige måder at blive rig på. At blive rig på en lovlig måde er al ære og respekt værd. Senere vil skattevæsenet også respektere dig, fordi du bidrager til samfundets økonomiske udvikling. Men du skal ikke gå ind i politik, hvis du ønsker at blive velhavende. I så fald bliver du uvægerligt en fordærvet og beskidt politiker. En korrupt embedsmand med et dårligt omdømme, der altid vil være bange for at blive arresteret og som må regne med at få et skidt eftermæle.

Hvis du går ind i politik for at gøre karriere, må du opgive enhver tanke om personlige fordele. Det er udelukket. Det kan godt være, at en embedsmand gennem en lang karriere ikke får udrettet de helt store ting, men han har i det mindste ikke stukket noget op i ærmerne. Han står oprejst. Du kan i en politisk karriere aldrig gå efter personlige fordele eller forfremmelse. Sådan er det bare. Det kan ikke lade sig gøre. Sådan er reglerne.

Man forfremmer ikke en person, bare fordi han har gode kvalifikationer og erfaring. Selvfølgelig er kvalifikationer vigtige, ligesom en stor sans for ansvar og en stor viden er det. Men det skal ses i en større sammenhæng. Når man skal udvælge en person, der skal have en vigtig position og som kan gøre en forskel, skal man også se det i sammenhæng med tid, sted, andre kolleger og situationen i almindelighed. Så der findes ikke nogen bestemt formel, som man kan bruge til at regne sig frem til, hvem der skal forfremmes.

Hvis man gennem hele sin karriere uden held har prøvet at opnå succes, kan det blive en stor personlig skuffelse, når man ikke opnår forfremmelse. Men som den gamle Mester Guan[10] sagde: Forsøg ikke at gøre det umulige, stræb ikke efter det, der ikke kan opnås, dvæl ikke ved det flygtige, gør ikke det, der ikke kan gentages.

Man skal ikke være bange for vanskeligheder og udfordringer, når man har forberedt sig grundigt. Politik er både usikkert og risikofyldt, og egenrådighed er ingen farbar vej. Mange, der har oplevet fiaskoer, bliver ramt af selvbebrejdelser og tænker: ”Jeg har hjulpet så mange, jeg har gjort så meget, og så får jeg kun utak. Der er så mange, der ikke forstår mig. Hvorfor skal det være sådan?” Nogle af mine kolleger, som begyndte samtidig med mig, har forladt deres stillinger af den grund. Har man en stilling et sted, gælder det om at holde fast og fortsætte sit arbejde. Så skal det i sidste ende nok give resultater. Kimen til succes er at bide sig fast og fortsætte sit arbejde. Når du først er gået ind i politik, er det som at krydse en flod. Uanset hvor mange forhindringer du møder, så er der kun én vej og det er videre fremad. Jeg har også selv mødt mange vanskeligheder og udfordringer. Det kan simpelthen ikke undgås.

Yang: Jeg har fået fortalt, at De oprindeligt arbejdede i Den centrale militærkommission i Beijing. For mange er det et ønskejob. Men alligevel valgte De kort tid efter Deres ansættelse at forlade Deres job for at arbejde på græsrodsniveau. Hvorfor det?

Xi: Der var mange, der dengang ikke forstod mit valg. Inden jeg tog til Zhending amt i Hebei provinsen, arbejdede jeg som sekretær for forsvarsminister Geng Biao[11], som også var medlem af Politbureauet. Han sagde, at hvis jeg gerne ville arbejde på græsrodsniveau, kunne jeg jo følge med hæren ud på dens øvelser. Jeg behøvede ikke nødvendigvis at arbejde i en lokal regering.[12]

Inden jeg rejste fra Beijing, var jeg rundt for at sige farvel til venner og bekendte. Mange af dem havde været sendt på landet under ”Kulturrevolutionen” – til alle mulige steder – og var nu endelig tilbage i byen igen. Nogle syntes, at de havde haft det meget hårdt. Der var også dem, der syntes, at nu var deres tid kommet. Nu var det deres tur til at leve godt. Det blev jeg skuffet over at høre. De ville ikke bevæge sig uden for en radius af halvtreds km. fra Beijing, fordi de så ville miste deres folkeregisteradresse i Beijing. Men jeg sagde, at vi bør drage ud med samme engagement og entusiasme, som generationer af embedsmænd før os havde gjort.

Under Kulturrevolutionen blev vi sendt ud på landet. Vi havde ikke noget valg, det var noget, vi var tvunget til. Det er en del af vores historie og noget, som vi har lært meget af. I dag har vi gode tider og har lagt al den slags ‘venstreorienterede’ politik bag os. Men vi må stadig ud i landet og arbejde hårdt, være flittige og gøre et godt stykke arbejde.

Den gamle poet og kalligraf Zheng Banqiao[13] skrev i sit første digt ”Når dine rødder er dybt forankret i bjergene, så kan ingen storme fra noget verdenshjørne blæse dig omkuld eller få dig til at overgive dig.” Jeg vil gerne ændre nogle af ordene baseret på mine egne erfaringer fra mit ophold på landet og sige: ”Når du er tæt på græsrødderne og tæt på befolkningen, så kan ingen storme fra noget verdenshjørne blæse dig omkuld eller få dig til at overgive dig.” Mine syv år på landet har betydet meget for mig. Jeg har fået et dybt kendskab til folk, og det har været en afgørende forudsætning for mit videre arbejde. Hvis jeg igen skal arbejde på græsrodsniveau, vil jeg ikke betænke mig et øjeblik og gøre det med stor tillid. Selvom meget altid vil være uforudsigeligt, vil hver dag blive rig på erfaringer og udfordringer. Jeg vil helt sikkert igen gerne arbejde på græsrodsniveau, hvis jeg bliver bedt om det, og mit helbred er i orden. I sidste ende kan enhver bedømme mit arbejde, og mine efterfølgere vil kunne vurdere min indsats. Det behøver jeg ikke at tænke på.

Yang: Jeg har forstået, at De gennem mere end tyve år – uanset om det var på landsbyniveau, i amter, i regioner eller i byer som Fuzhou – har haft et særdeles godt lokalt samarbejde. Hvordan lykkedes det Dem at opnå det samarbejde?

Xi: At samarbejde var noget jeg lærte hjemmefra som barn. Min far talte tit om det og sagde til os børn, allerede fra vi var ganske små, at vi skulle være gode til at samarbejde. ”Gør ikke mod andre, hvad du ikke vil have nogen, skal gøre mod dig.” ”Opfør dig ordentligt over for andre, så er du selv et ordentligt menneske”. Det var den talemåde, han brugte for at understrege, at man ikke kun skulle tænke på sin egen opfattelse af tingene, men også tænke på, hvad andre mente. Når man lever sammen med andre mennesker og kun følger sin egen mening, går det skidt. Det, min far sagde, har siden betydet meget for mig. Uanset om det var i skolen, eller da jeg arbejdede på landet, har jeg haft en stærk følelse af, at hvis alle samarbejder, så når man gode resultater. Hvis samarbejdet er dårligt, er det skidt for alle.

Men jeg har også begået fejl, som jeg har lært af.  Da jeg blev sendt på landet, var jeg meget ung. Det var noget, jeg blev tvunget til. Dengang tænkte jeg ikke særlig langt og tænkte slet ikke på vigtigheden af at samarbejde. Mens andre i landsbyen hver dag gik op på bjergskråningerne og arbejdede, gjorde jeg, som det passede mig, og folk fik et rigtig dårligt indtryk af mig. Nogle måneder senere blev jeg sendt tilbage til Beijing og anbragt i en ”studiegruppe”. Da jeg et halvt år efter blev sluppet ud, tænkte jeg meget over, om jeg skulle vende tilbage til landsbyen. Til sidst opsøgte jeg min onkel, der før 1949 havde arbejdet i et baseområde i Taihang bjergene[14]. På det tidspunkt var både han, min moster og min mor aktive i revolutionært arbejde. De er alle mennesker, der har betydet meget for mig. Min onkel fortalte om sit arbejde dengang og om, hvor altafgørende det var at samarbejde med dem, du er i blandt.

Det afgjorde sagen. Jeg tog tilbage til landsbyen, lagde mig i selen og samarbejdede. I løbet af et års tid lavede jeg det samme arbejde som folk i landsbyen, levede på samme måde som dem og arbejdede hårdt. Folk så, at jeg havde forandret mig. De accepterede mig og begyndte at lægge vejen forbi min hulebolig[15], der snart blev et samlingssted.  Det har været omkring 1970. Hver aften kom der folk i alle aldre. Jeg fortalte dem, hvad jeg vidste om Kinas historie og verdenshistorien. De ville gerne høre én fra byen fortælle om noget, de ikke kendte til. Til sidst kom landsbyens leder forbi og hørte på. Han sagde, at unge mennesker vidste meget mere, end han selv gjorde. Efterhånden fik landsbyen tillid til mig. Selv om jeg ikke var mere end seksten-sytten år, var der flere af de gamle, der begyndte at spørge mig til råds. I dag er der forfattere, der skriver om, hvor elendigt de unge studenter havde det på landet dengang. Sådan var det ikke for mig. I begyndelsen havde jeg det svært, men jeg vænnede mig til livet i landsbyen, og da folk fik tillid til mig, fik jeg et godt liv.

Yang: Jeg har hørt, at mens De var i landsbyen, så blev De først medlem af produktionsbrigaden[16], så medlem af partiets ungdomsforbund,[17] derefter medlem af partiet og til sidst sekretær for produktionsbrigadens partiafdeling. Det var på det tidspunkt usædvanlig for en person med Deres familiebaggrund. Kan De fortælle mere om, hvordan De oplevede den periode?

Xi: Det var omkring 1973. Man var midt i optagelsesprøverne til partiet, men de, der havde en familiebaggrund som min, havde – som De netop sagde – ikke let ved at blive accepteret. Til sidst fik jeg lov til at tage til produktionsbrigaden Zhaojia He i folkekommunen Fengjia Ping og studere. Det var meget spændende. På det tidspunkt var jeg medlem af partiets ungdomsforbund, men endnu ikke medlem af partiet. Jeg havde allerede skrevet ti ansøgninger om at blive medlem af partiet, men på grund af min families historie, var min ansøgning ikke blevet godkendt. Folkekommunen sendte så min ansøgning videre til amtets partikomité for at høre deres mening. Partikomitéens sekretær sagde, at det sandelig var vanskelige familieforhold, som landsbyen er fremlagde og at det ikke var underligt, at de lokale folk havde svært ved at træffe en beslutning. På den anden side mente han også, at produktionsbrigaden havde brug for mig til at lede arbejdet, så han endte med at beslutte, at min fars situation ikke skulle have betydning for min optagelse i partiet. Han godkendte min ansøgning og sendte mig derefter tilbage som partisekretær for landsbyens produktionsbrigade.

-o-

Forud for det havde jeg også haft store vanskeligheder med at blive medlem af partiets ungdomsforbund. Det blev jeg først efter at have ansøgt otte gange. Da jeg havde skrevet den første ansøgning om at blive medlem af ungdomsforbundet, inviterede jeg sekretæren for produktionsbrigadens partiafdeling hjem til mig og bød på omelet og dampede hvedeboller. Da vi havde spist, spurgte jeg:

”Har du sendt min ansøgning videre?”

”Hvordan sendt videre? Oppefra siger de alle sammen, at du skal undervise børn.”

”Hvad mener du med, at jeg skal undervise børn?”

”Oppefra siger de, at du ikke har taget klart afstand fra din familie.”

”Hvad er beslutningen så? Det drejer sig om et menneske. Der må da være en beslutning. Hvad er beslutningen vedrørende min far? Hvilke dokumenter har du fået fra de centrale myndigheder?”

”Nej, ansøgningen er ikke sendt videre, men det bliver den nu.”

Da han kom tilbage fra folkekommunen fortalte han, at folkekommunens partisekretær havde skældt ham ud og sagt, at han ikke havde fattet noget som helst, og om han virkelig ville sende ansøgningen videre fra sådan en person? Jeg spurgte:

”Sådan en person? Hvad vil det sige? Har jeg skrevet noget reaktionært eller råbt reaktionære slagord? Jeg er et ungt menneske, der bare gerne vil videre. Fortæl, hvad galt der er i det?”

Jeg blev ikke slået ud og skrev min anden ansøgning i løbet af de næste dage, gav den til partiafdelingens sekretær og bad ham sende den videre. Sådan fortsatte jeg, indtil jeg havde skrevet otte ansøgninger. Jeg mistede ikke modet og havde ingen mindreværdsfølelse.  Jeg tænkte kun på, at der var flere gode end dårlige mennesker i partiet og ungdomsforbundet. Jeg ville virkelig meget gerne være medlem af ungdomsforbundet og sagde til partisekretæren, at det forudsatte hans accept.

Da jeg havde skrevet otte ansøgninger, blev jeg endelig godkendt som medlem. Men det skete først efter, at jeg havde fået støtte fra sekretæren for folkekommunens ungdomsforbund. Han kom til landsbyen og talte med mig i fem dage. Vi kom tæt på hinanden og blev virkelig gode venner. Da han kort tid efter overtog jobbet som leder af folkekommunens ungdomsuddannelser, var det også ham, der tog det ”sorte materiale” om mig og simpelthen brændte det. Det skete på den måde, at han tog mig med op i bjergene til en lille kløft. Vi satte os, og han sagde:

”Jeg har alt det ”sorte materiale” om dig lige her.”

”Hvad vil du gøre med det?”

”Jeg brænder det.”

”Du er ikke rigtig klog.”

”Det kan være, men jeg kan se, at det er sendt fra din skole i Beijing.”

Det var rigtigt. Jeg var nemlig blevet bortvist fra gymnasiet for børn af højtstående partifolk og derefter pågrebet af Kang Shengs[18] kone Cao Yi’ou’s rødgardistgruppe, som beskyldte mig for alt mulig dårligt. Jeg blev kaldt bandeleder, fordi jeg var stædig, og fordi jeg sagde, at jeg ikke havde gjort noget forkert. Jeg ville ikke kostes rundt med og gav ikke efter over for rødgardisterne. Jeg var kun fjorten år. Rødgardisterne spurgte:

”Hvor store synes du selv, dine forbrydelser er?”

”I kan jo selv regne på det. Er det nok til at henrette mig?”

”Vi kan henrette dig hundrede gange.”

I mit hoved var der ingen forskel på at blive henrettet hundrede gange eller én gang, så hvorfor være bange for hundrede gange? Rødgardisterne ville forskrække mig og sagde, at nu skulle jeg få folkets demokratiske diktatur at føle, og at jeg kun havde fem minutter tilbage. Bagefter sagde de, at jeg skulle læse citater fra formand Mao[19] hver eneste dag til langt ud på natten. De besluttede så at sende mig til et ungdomsfængsel. Men det viste sig, at ungdomsfængslet ikke havde et studieprogram for ”sorte bander”, og at der heller ikke var ledige sengepladser før en måned senere.  Samtidig – det var i december 1968 – udsendte formand Mao en ny instruks: Unge studerende skal sendes på landet for at lære af bønderne. Jeg tog straks hen til skolen og skrev mig op til at blive sendt ud på landet, så jeg kunne følge formand Maos instruks. Det overvejede de på skolen og besluttede så, at jeg skulle til Yan’an. Det var som at blive sendt i eksil.

-o-

Efter mange vanskeligheder frem og tilbage – problemer på grund af ”Kulturrevolutionen” og problemer med beslutningen om at sende unge ud på landet – så viste det sig, at landsbyen faktisk havde brug for mig og ikke ville undvære mig. Så jeg følte mig godt tilpas i landsbyen. Hvis jeg på det tidspunkt havde været i byerne, som arbejder eller hvad som helst andet, ville jeg være blevet kritiseret hver eneste dag, fordi ”Kulturrevolutionen” var langt voldsommere i byerne.

I landsbyen i det nordlige Shaanxi deltog vi også i kritikmøder af Liu Shaoqis og Deng Xiaopings[20] repræsentanter i Nordvestkina ”Peng, Gao og Xi”, Liu Lantao, Zhao Shouyi og andre. ”Peng, Gao og Xi” var Peng Dehuai, Gao Gang og Xi Zhongxun.[21]Under de daglige kritikmøder var det praksis, at de, der kunne læse, blev bedt om at læse højt fra aviserne. Det blev jeg også bedt om. Det var, hvad det var. Folk i landsbyen var meget forstående. Det var min fars gamle baseområde. Før 1949 havde han – nitten år gammel - været præsident for ”Shaanxi-Gansu Sovjetten.”[22] Derfor var der mange mennesker, der tog sig af mig og hjalp mig. Jeg var også selv meget motiveret. Det var sådan, det var.

Yang: De har fortalt om Deres syv års erfaringer på landet. Kan De fortælle om den vigtigste erfaring, De har fået?

Xi: Jeg blev voksen i de syv år, jeg var i Shaanxi. Jeg lærte to vigtige ting. For det første fik jeg mulighed for at forstå, hvordan virkeligheden ser ud, hvad der er rigtigt og forkert, og hvem almindelige mennesker er. Det var erfaringer for livet.

Lige da jeg var ankommet til landsbyen, kom der tit mange tiggere. Lige så snart de viste sig, blev hundene pudset på dem. Dengang havde vi studenter den opfattelse, at alle tiggere var ”dårlige elementer” og vagabonder. Vi kendte ikke ordsproget ”I januar er der stadig mad nok, i februar sulter man, i marts og april er man halvt levende, halvt død”. Alle familier levede et halvt år kun af bark og urter. Koner og børn blev sendt ud for at tigge, så maden kunne gå til dem, der arbejdede i marken med forårspløjningen. Man skulle leve i en landsby for at forstå det. Når man tænker på den forskel, der dengang var mellem det, den centrale regering i Beijing vidste og det, der faktisk skete på landet, må man ryste på hovedet.

For det andet fik jeg opbygget min selvtillid. Som man siger: Kniven slibes skarp på stenen, mennesker styrkes i modgang. Syv års hårdt liv på landet udviklede mig meget. Når jeg senere i livet er stødt på udfordringer, har jeg tænkt på landsbyen, og at jeg dengang også kunne udrette noget trods modgang. Når jeg siden hen har mødt problemer, har jeg aldrig oplevet dem så store som dengang. Ethvert menneske skal finde sin egen styrke. Når man møder modstand, skal man ikke gå i panik, uanset hvor stor udfordringen er.

Yang: Hvorledes lykkedes det Dem at blive optaget på universitetet, mens De var i landsbyen?

Xi: På det tidspunkt var jeg en af lederne i landsbyen, men jeg tænkte også hele tiden på, at jeg gerne ville læse videre. Selv om jeg læste alt for få bøger, havde jeg ikke opgivet mit største ønske – at komme på universitetet. På det tidspunkt havde Tsinghua Universitet[23] tildelt Yan’an regionen[24] to studiepladser. Den ene gik til Yanchuan amtet, hvor jeg arbejdede. Vi var tre, der ansøgte. Jeg sagde, at hvis I vælger mig, så tager jeg afsted, hvis ikke, så kan det være det samme. Yanchuan amtet ville indstille mig til Yan’an regionen og ledelsen af amtets uddannelseskomité støttede min ansøgning. Men de folk fra Tsinghua Universitetet, der var kommet til Yan’an og som var ansvarlige for optagelsesproceduren, turde ikke tage nogen endelig beslutning og bad om instruktion fra universitets ledelse. På det tidspunkt – det var fra juli 1975 og tre måneder frem – startede der en politisk kampagne mod det, man kaldte for ”Højrefløjens forsøg på at ændre grundlaget for Kulturrevolutionen”. Da Chi Qun og Xie Jingyi på grund af kampagnen ikke var på universitetet, var det Liu Bing, der havde ledelsen[25]. Det var Liu, der meddelte, at jeg kunne optages. På det tidspunkt arbejdede min far på en fabrik i Luoyang. Fabrikken fremsendte et dokument, der fastslog, at det politiske spørgsmål om Xi Zhongxun var en modsætning inden for folket, som ikke skulle have betydning for hans børns karriereforløb. Dokumentet betød, at jeg blev optaget på universitet. Da jeg forlod landsbyen, var der nogle af de andre studenter, der misundte mig. De var alle topstudenter. Men de havde ingen sag, der skulle genåbnes, og de blev alle optaget på et senere tidspunkt.

Erfaringerne fra min tid på landet har efterladt et dybt indtryk. Det har givet mig en forståelse af begrebet Den gule jord[26]. Når jeg senere har mødt problemer og tænkt på Den gule jord, så har de problemer altid været mindre.

Yang: Det vil sige, at det vigtigste i livet er en overbevisning om, at man har et klart formål med sit liv. At man ved, hvad man skal gøre, og hvad man ikke skal gøre, så man aldrig går den forkerte vej?

Xi: Det er meget rigtigt. Man skal selv træffe sine egne valg. Du kan kun vælge rigtigt, hvis du er tro mod dine idealer og din overbevisning. Hvis du ikke er det, kan omgivelserne let føre dig i en forkert retning.

Yang: Så vidt jeg ved, har De stadig tæt kontakt med den gruppe af tidligere studenter, der er stærkt knyttet til Den gule jord. Sammen med dem gør De, hvad De kan for den lokale befolkning og gruppen har gjort en masse for at fremme den lokale udvikling.

Xi: I min landsby var der ikke elektricitet. Efter jeg havde forladt den, hjalp jeg til med, at der blev bygget en transformatorstation, så de fik elektricitet. For nogle år siden hjalp jeg også landsbyen med at istandsætte skolen og en bro. Jeg havde ikke selv penge, som jeg kunne hjælpe med, men jeg hjalp med at formulere og introducere projekter og drøfte dem med lokale ledere, så de kunne forstå, hvor vigtige projekterne var. Senere besluttede man at gennemføre dem. Selv om fattigdommen var massiv i landsbyen, tog de sig godt af mig i mange år. Derfor er det naturligt, at jeg skal gøre noget for bønderne i Yan’an.

Yang: Jeg bemærkede, at De som Fujians provinsguvernør i deres tale til provinsens Folkekongres i januar i år – i følge medierne – fremhævede, at regeringen må sikre, at hver eneste embedsmand husker på, at folkeregeringens magt kommer fra folket, at de skal repræsentere og være til gavn for folket og at de især ikke må glemme, at der foran ordet ”regering” står et andet ord ”folkets”. Forsamlingens applaus var stor. Medierne fremhævede også, at De blev genvalgt med et stort flertal. Har De nogle bemærkninger hertil?

Xi: For os kommunister er det sådan, at almindelige mennesker[27] er som vores far og mor. Det er dem, der giver os føde og klæder. Vi må forstå den fulde mening med udtrykket Tjen Folket. Partiets og regeringens samlede politik og retningslinjer skal være i fuld overensstemmelse med befolkningens interesser og være af den højeste standard. Vi skal altid huske os selv på, at vi er folkets tjenere, at befolkningens behov for tøj, mad og ordentlige leveforhold ligger os stærkt på sinde, og at vi har befolkningens støtte, opbakning og godkendelse i alt, hvad vi gør. Ligesom man holder af sin far og mor, skal man holde af befolkningen, være til gavn og skabe et godt liv for alle. Vi skal ikke være hævet over befolkningen, men skal sikre, at befolkningen har et ordentligt liv. Selv i det gamle feudale samfund sagde man, at ”en embedsmand skal skabe fremskridt for befolkningen.” Så det er vel i dag ikke for meget at forlange, at vi kommunister også skal være opmærksomme på befolkningens velfærd, er det?

Yang: Det har været en spændende samtale. Mange tak for interviewet.

 

Oversat af Carsten Boyer Thøgersen og Susanne Posborg©

Oversat fra:

文章刊登于《中华儿女》2000年第7期.

大众文摘,2012年2月下总第163期,新商报社,西安新华印务有限公司. 陕西华商传媒集团有限责任公司ISSN: 1009-8747, CN: CN61-1381/C.

 

Ca. 95% af interviewet er oversat. Begreber og udtryk, der overvejende kun forstås af kinesiske læsere, er udeladt eller tilpasset. Fodnoter er tilføjet af oversætterne.

 


[1] Interviewet finder sted i Fuzhou, provinshovedstaden i Fujian.

[2] Et ledende partimedlem, en højtplaceret embedsmand og en politiker er det samme i Kina på grund af Kinas politiske system.

[3] Ningde er et af Fujian provinsens ni amter. Ningde amt har en befolkning på 2,8 millioner og et areal på 13.500 km².

[4] Xiamen er Fujian provinsens største handelsby med en befolkning på 3,5 millioner og et areal på 1.700 km².

[5] Kendt leder i Kina. I 2000 var Jia Qinglin Beijings partisekretær. Fra 2002 til 2012 var Jia Qinglin medlem af Det kommunistiske partis politbureaus stående udvalg på 9 medlemmer, Kinas højeste ledelsesorgan.

[6] Chen Guangyi, født i 1933, var medlem af partiets Centralkomité fra 1982-2002.

[7] Wang Zhaoguo, født i 1941, var 2002-2012 medlem af Politbureauet.

[8] Sandu’ao er en ø ud for Ningde.

[9] Sun Yatsen (1866-1925) grundlagde partiet Kuomintang/KMT (Guomindang) og blev i 1911 Kinas første præsident.

[10] Guanzi (også kaldt Guan Zhong) ca. 720-645 fvt. Højtstående embedsmand og reformator i Staten Qi.

[11] Geng Biao, 1909-2000, blev medlem af Kommunistpartiet i 1925. Efter 1949 havde Geng ledende poster inden for hæren, regeringen og diplomatiet.

[12] Xi Jinping fulgte ikke rådet, men tog netop arbejde i en lokalregering.

[13] Zheng Banqiao (også kaldt Zheng Xie) 1693-1765 var en kendt digter og kalligraf i Qingdynasitet.

[14] Bjergkæde i den sydlige del af Shanxi provinsen.

[15] Det er normalt i Nord Shaanxi, at landsbybefolkningens boliger er gravet og hugget ind i bjergskråninger af løss.

[16] Fra 1958 til begyndelsen af 1980’erne var der på landbyniveu tre administrative niveauer. Folkekommunen人民公社var det højeste niveau. Produktionsbrigaden生产大队var den overordnede regnskabs- og produktionsenhed. Produktionsholdet teamet生产队var den mindste regnskabs- og produktionsenhed.

[17] Kinas Kommunistiske Ungdomsforbund中国社会主义青年团. På engelsk the Communist Youth League of China”, (CYLC). Ved Kulturrevolutionens start i 1966 indstillede CYLC stort set sine aktiviteter og dets centralkomité afholdt ingen møder. Fra begyndelsen af 1970’erne genoptog CYLC i et vist omfang sit arbejde. Først efter Kulturrevolutionens officielle afslutning i 1978 blev CYLCs arbejde fuldt normaliseret.

[18] Kinas daværende minister for sikkerhed

[19] Mao Zedong, 1893-1976, formand for Kinas kommunistiske parti 1935-1976.

[20] Liu Shaoqi og Deng Xiaoping havde ved Kulturrevolutionens begyndelse i 1966 posterne som henholdsvis Kinas præsident og generalsekretær for Kinas kommunistiske partis sekretariat.

[21] Xi Zhongxun, 1913-2002, var Xi Jinpings far.

[22] Shaanxi-Gansu Sovjetten var et stort område i Nordvestkina kontrolleret af Kinas kommunistiske parti.

[23] Tsinghua Universitetet i Beijing er et af Kinas førende universiteter.

[24] De administrative områder i Kina udgøres af niveuaerne provins, region, amt, by og landsby (省,地区,县,乡,村)

[25] I 1975 var Chi Qun Tsinghua Universitetets partisekretær, mens Xie Jingyi og Liu Bing begge var vicepartisekretærer på universitetet. Chi og Xie tilhørte den kulturrevolutionære fløj, mens Liu var støttet af gruppen omkring Deng Xiaoping. Xi Jinping ønsker at sige følgende med sin korte sidebemærkning: Mens universitetes partisekretær og ene vicepartisekretær, henholdsvis Chi og Xie, begge kulturrevolutionære, deltog i en vigtig politisk kampagne uden for universitetet, blev den daglige ledelse af universitetet – i følge normal forvaltningskutyme - varetaget af universitetets anden vicepartisekretær Liu Bing, der var tæt på Deng Xiaoping. Men administrative beslutninger skulle stadig følge normal forvaltningspraksis. Liu Bing kunne ikke egenhændigt godkende Xi Jinpings optagelse på universitetet. Universitetets administrationskontor skulle først modtage en påkrævet dokumentation fra Xi Jinping’s faders arbejdsplads. Da denne dokumentation var modtaget, kunne Liu Bing rutinemæssigt godkende Xi Jinpings optagelse, som myndighederne i Yan’an distriktet allerede havde anmodet om og som myndighederne i Yanchuan amtet havde godkendt. Sætningen kan læses som en sarkastisk sidebemærkning fra Xi Jinping: De kulturrevolutionære Chi og Xie var i den pågældende periode ikke tilstede på universitetet og fik således ikke mulighed for at komplicere – hvis de havde ønsket det – optagelsen af en student, hvis fader var blevet kritiseret af de kulturrevolutionære. Men som Xi Jinping straks efter siger, det var en nødvendig udtalelse fra hans faders arbejdsplads, der i sidste ende sikrede hans optagelse på universitetet. Hvis de kulturrevolutionære Chi og Xie havde haft den daglige ledelse på Tsinghua Universitet, kunne de måske have generet sagsbehandlingen af Xi Jinpings anmodning om optagelse på universitetet, men de kunne næppe have blokeret for normale administrative procedurer.

[26] Det fattige løssplateau i Shaanxi provinsen

[27] Lao Bai Xing. (De gamle et hundrede familienavne = manden på gaden).